En samtale med Sofie Hermansen Eriksdatter om Bedstemor Newton

Begæret og længslen

Af Julie Nøjgaard Petersen

“Hun kom til mig, da jeg var ude at vandre i det islandske højland Thórsmörk. Der var et kæmpestort bjerg, som lignede en bedstemor. Hun sad i en stol, og skuede ud over det her landskab, og virkede meget vis”.   

Sofie Hermansen Eriksdatter er aktuel med digtsamlingen Bedstemor Newton, et værk om tyngdekraft, begær og længsel; om virkelighedens væsener, som vi kan lytte til og spørge til råds. Bedstemor Newton er en mytologisk og virkelig skikkelse, som kan agere og spørges til råds, sådan som jeget gør i værket.

“Hun findes bestemt i virkeligheden, men hun er ikke min bedstemor”.

Jeg mødes med Sofie over en zoom-samtale mellem Reykjavik og København. Det er henholdsvis sen morgen og tidlig eftermiddag, mens vi snakker og skaber forbindelser på tværs af vand- og landegrænser, og Sofie fortæller mig om Bedstemor Newton.

“Bogen er bygget op som en vals, det er en vals om tyngdekraften. Den har de her tre spor: Morgen, min, Natten, og de her Bedstemor Newton-samtaler. Det er de tre spor som går igen og som er forbundne og fletter sig ind i hinanden. Morgenen fødes ud af natten, så de er forbundet på den måde”.

Jeget er i dialog med natten og deres samtale tydeliggør værkets erotiske spor, der er centreret omkring natten som en elsker. Det er blandt andet i disse møder med natten, at begæret og længslen flettes ind i Bedstemor Newton og driver værket fremad.

“Begær og længsel tænkes sammen. Begær har en større voldsomhed i sig, længsel er noget andet, så begge dele er i værket, de hænger sammen”.

Begær og længsel hænger sammen. Kærligheden og tyngden. For Sofie rummer begær både en tyngde og en lethed. Et sted i bogen står der: Begær er tyngdekraft.

“Begær kan også være en form for tyngde eller det modsatte af tyngde, noget som er totalt, der får en til ikke at være rodfæstet, eller nede på jorden. Det får en til at svæve. Det siger noget om begær som ustyrligt, ukontrollerbart, uforudsigeligt, ikke fordi tyngdekraften er kontrollerbar, forudsigelig, styrelig, men noget der går i to forskellige retninger”.

Jegets dialog med Bedstemor Newton er en undersøgelse af de nære relationer, og et møde mellem generationer, der taler sammen om de store spørgsmål. Bedstemor Newton trækker tråde til Sofies seneste udgivelse Lady Dawn synger vuggeviser (Forlaget Herman & Frudit, 2022), ikke fordi værkernes to titelbærende kvinder er den samme, men fordi de har fællespunkter, hvor de er forbundne og rører hinanden. Sofie fortæller, at hun i Lady Dawn synger vuggeviser – der handler om et kærestepar, der kører rundt på flere kontinenter – har arbejdet med de store skalaer. I Bedstemor Newton er det hele meget mere nært.

“Den bevæger sig på mange skalaer, men en meget mere nær skala, fordi det her hverdagsspor, morgensporet med at koge grød, er meget med. Og de der samtale, man forestiller sig foregår i hjemmet”.

Det nære udspiller sig i jegets morgen, at stene rundt, at lave havregrød og kaffe, det kommer frem i begærets indfletning i poesien, og de nære relationers samtaler i hjemmet om tyngdekraftens abstrakthed og om det pikkede og kussede ved universet. Det kommer også til udtryk i selve værkets takt og opbygning. Det er en stemningsfyldt oplevelse at læse Sofies digte, hvor man både genkender hverdagens taktiliteter og nærheden i gode samtaler, og oplever nye poetiske tanker og fornemmelser. Mødet med et hjerte, der kommer ud af brystet og længes hjem; et jeg, der erkender, at det selv er tyngde. En vals om tyngdekraften og begæret, og en længsel mod noget, man ikke selv ved, hvad er. En to tre.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept mere information

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies

Luk