Louise Windfeld Holt
Shekufe Tadayoni Heiberg
Andrea Hejlskov
Uro 2025
Louise Windfeld Holt
Jeg vil have det violette som problem
jeg vil have det som problem at trække i ordene, at trække nattens tegn ind i dagen, det er et problem, det er en oversættelse, et træk
det er et problem, det her, at lade mørke, udtonede verdener svæve, lade
drømmene, synerne svæve, skyggerne i blåt, svæve, det er et problem, og jeg vil have det
jeg vil trække det blånende ind i det rødmende, trække det glemte og gemte, det, jeg ikke kan huske, ikke kan se, klart, ikke kan sige, højt, trække dette blånende ind i det rødmende, frem mod solens stråler, og lade mine kinder brænde, solstik, skam, rædsel, jeg stiller mine kinder til skue som et blussende tegn
jeg vil have det som problem at være bange for at skrive, det er et problem, at se mig selv skrive, før jeg gør det, og uden at jeg gør det, og især, mens jeg gør det, det er et problem af hyperrelationel, soleklar karakter
det er kamera, kalender, notat, tastatur
det er et problem med alle disse spejlinger på skærm og papir, og jeg vil have dem, mine øjnes linser spejler spejlingerne, alle disse tegn og tegninger, af det, der er sket og kunne være sket, måske, vil ske, frygtens viskositet er tung og tæt, frygteligt neuronalt fortættet, og det er et problem med elektriske stød helt ned i tarm og tæer, et problem, at frygt kan lamme min tunge, den største muskel i mit menneskelige ansigt, det er mange problemer, af kropslig art
og jeg vil have dem, problemer af kropslig art, problemet, at kærtegn på huden kan findes som længsel, at huden, den hinde, der omfavner kroppens usynlige verdener, kan mærkes i en følt fantasi, i længslen, tegnet, der trækker i det, der ikke er
jeg vil have fraværet og manglerne som problem, jeg vil have længslerne og sorgen og stemningerne som problem, alt, der på forhånd fjerner det optegnedes tydelige nærvær og sletter den konforme skrift fra min mund, jeg vil have det som problem at trække tegn på skrømt og påny
kropsligt forfald, frygt, længsler, stemninger og mangler, organiske problemer, fuld af huller
jeg falder ofte i dem
om natten, og natten er en tyv
ikke et arkiv, natten
en tyv, natten
gemmer til katten, natten
et mørke, der opløser de tydelige tegn, nattens skygger spiser omridset af det, der lister og går, natten, tyvagtige huller, sorte katte, der helt forsvinder, og rødbrune katte, der begynder at ligne egern, natten er
sprækker
og det er dette, jeg har, jeg har det som problem at falde ned i sprækker og i alle slags huller, at være vågen om natten og søvnig om dagen, jeg ser mig selv snuble i forvirring, skride lidt i fortabelse, og jeg vil have det som problem at se skabelsen i fortabelsen, lade formørkede, lunare sfærer snuble på langs ind i skumringen, finde ord for ord for ord for det, der er tabt og for det, der endnu ikke findes, lade blånende skygger svæve på træk, lade dem tegne sig for mit blik mod himlen, omend så mørkt, halvt borte
halvt vågen, halvt sovende, liggende i seng i lejlighed, slumrende
flydende ind i drøm, og dér, vågne op i et skur, drømmeskuret, skimte lidt gennem forhæng, flænger af lys falder ind mod min slet optegnede krop, dér, stå op, trække forhænget til side og at se, lyset, se, fladerne blå, og skyggerne, blommedunkle falder de hen, det er solen derude, den skinner med månens lys, natten, en trickster, natten, en tyv, natten bytter det hele rundt, natten emmer af blår i mit øje
nattens sol blåner mit blik
og det er et af de problemer, jeg vil have, at slumre, at vågne op inde i en drøm, og så, at vågne een gang til, vågne op til vanlig krop, men vekselstrømmende at findes drømmende vågen, at findes flere steder, liggende i seng og stående i skur og findes i skimtende tilstand, det er dette problem, jeg vil have, at smøre min kropslige entitet tyndt ud over dem alle, de flere steder, arbejde viskøst, natligt lade solen blåne mit blik
jeg vil flyde, sammen, strække mig, størkne, gå lidt i stykker, mangle
ord
for hvad jeg er, for hvad er jeg
er jeg skur, er jeg seng, er jeg krop, er jeg en verden af drømmende brædder fuld af sprækker og med forhæng fuld af huller, ah, at ånde tungt, at skimte svagt, at placere krop på seng, at smelte i verden, at vente på sammenfiltrede sfærer, at se, skumren
det er det, jeg vil have som problem, det er dette privilegium, jeg vil have som problem, at erfare det violette, skumringens blånende-rødmende
jeg vil sno mig, jeg vil vride mig, det er med snerlens kraft, at jeg søvndrukkent trækker i nattens flydende tegn og utydelige ting, det er med snerlens blinde, bøjelige krop, at jeg filtrer mig afsted ind i dagens skrift
jeg taster, jeg skriver og det roder, jeg skriver som et menneske, min humane intelligens har rødder i organisk glemsel, ah, at ånde tungt, og ikke huske, alt, ikke findes som et lager, ikke splintres i digits, ikke findes som kunstigt arkiv
jeg skriver, roder, og jeg vil have den som problem, den humane, organiske glemsel, hjernetågen, fortrængningen, forskydningen og frygten, den blinde, bøjelige krop, det er et rod, det er mangler, og jeg vil have dem, problemerne, glemme meget, mest glemme mig selv, glemme skriften, mens jeg skriver, flyde ud, jeg vil have det violette som problem
lade blånende skygger flyde sammen med mit røde, glødende tastatur, jeg vil have det violette som problem
Shekufe Tadayoni Heiberg
At skrive er at verdne
At skrive er at plante
Ikke i betydningen som menneske at håndtere, flytte og passe planter, men i betydningen som plante at plante. At afvente de rette livsbetingelser. Sætte en forsigtig rod og folde én eller to kimblade ud. At lade noget vokse, en del af selvet, lade det gro og derved skifte størrelse og perspektiv på verden. At skabe noget – ikke ud af ingenting, men ud af det eksisterende. At ommodulere den tilgængelige næring til løv eller ord.
At skrive er at plante, i forståelsen at hente noget ud af fællespuljen, men i sidste ende give mere tilbage; rundhåndet næring, gavmild skønhed og et friskt pust.
At skrive er at måne
Månen måner, ikke ved at fortabe sig i detaljerne, men ved at holde sig knyttet til Jorden og holde fokus på de store linjer. Tidevandets ebben og dalen, Jordens rotationshastighed. Uden Månens månen, var livet på Jorden sandsynligvis aldrig opstået, ursuppen var gået i stå, før den var begyndt at snurre. Planter kan ikke plante, uden en månende måne.
At skrive er, for mig, at tage det månske perspektiv, og betragte Jorden på afstand. Betragte sproget på afstand. At overveje hvad der fungerer og hvad der mangler. At stille ind på de store linjer, se de mulige åbninger, de lysende tinder, de dybe kløfter, og forbinde punkterne.
At styre tidevandet er måske så meget sagt, men at skrive er for mig, at have tillid til, at det nytter noget. At jeg er med til at styrke sammenhængskraften, ved at tilbyde verden mine forestillinger.
At skrive er – også – at jorde
At opbygge Jorden, som var den lavet af modellervoks. At forme løs i fiktionens frie rum, med det ønske at se, hvordan en anerledes formet Jord, et andet samfund, en anden kultur, et andet sprog kunne tage sig ud, og hvad det kunne betyde for os alle.
At skrive er at jorde, også i betydningen, at sende noget af energien ned i jorden. At preppe via forestillingsevnen, at forberede metoder, scenarier, mulige fremtider, at se det hele for sig, skrive manualerne og gemme dem i en kiste, så de er klar den dag, vi får brug for dem.
At skrive er at sende noget af energien i omløb, og noget af energien tilbage til jorden. At bygge et lager, et forråd af ruteplaner, digte, nye ord og diskussioner af mulige skridt at tage, når vi om lidt eller allerede skal bevæge os ind i en ukendt fremtid, én dag ad gangen.
At skrive er at fiske
Ikke i betydningen at sende en krog ned i ganen på en fisk, eller trække en hel stime op i net og kvæle dem i luft. Nej. Men i betydningen at være fisk, at sætte sig i fiskens sted, i hestens sted, i frugtens sted. At forestille mig hvordan det vil være, at være i vandet på fiskede måder, at navigere, tænke og føle som en fisk. At svømme rundt i bækken, galopere over sletten eller modne i solen. Ydmygt at gøre et forsøg på det umulige, at sætte mig i den andens sted. At fiske er at give sin læser muligheden for at fiske med.
Det skal siges at nogle bliver rasende, når en forfatter giver sig til at fiske. Hvad bilder hun sig ind? Skal naturens indre liv nu også koloniseres af det menneskelige sind? Lad dog fiskene fiske i fred! Til det har jeg at sige: Der er ikke meget fred over den måde, der fiskes på i vores tid. Det foregår med bundtrawl og eufemismer som de mest effektive og voldelige redskaber. Som forfatter at fiske, er altid en ydmyg erkendelse af, at kun fisken fisker rigtigt, og kun fisken ved hvordan dens fiskning føles, mens jeg aldrig ville kunne lære, endsige forstå hvad det vil sige at være i verden som fisk. Men det skal ikke afholde mig fra at gøre forsøget. Jo mere vi forsøger at sætte os i de andres sted, des bedre bliver vi til at se deres bidrag til fællesskabet, deres intelligens, erfaring, akkumulerede viden, endda deres ønsker for livet. Vi får respekt for dem og vi ser, at vi ikke er de eneste, der står op hver dag og bestræber os på at udfylde vores plads og bidrage til at helheden trives.
At skrive er at rode
Det er det i mere end én forstand. Det roder når jeg smider virkeligheden, som vi kender den, op i luften, og ser hvordan den lander. Det roder at vende puslespillet på hovedet og ville samle det påny, denne gang til et bedre motiv. Linjerne passer ikke altid sammen, nogle brikker må kasseres (ahem kapitalisme ahem) andre files til, og jeg er nødt til at tegne nogle nye brikker, før det hele passer sammen igen. Det er møjsommeligt, men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det irriterer mig. Tværtimod går jeg langt for at nå til det punkt, hvor jeg indser hvilke brikker, jeg må tegne for at samle et nyt og bedre motiv. Det er et heurika-øjeblik, det er glæden ved det hele.
At skrive er også at rode, i betydningen at slå rod. Når jeg skriver, roder jeg i min samtid, jeg giver mine tanker lov til at definere mig og jeg kræver af verden, at den gør plads til mine rødder. Jeg føler mig set, når nogle har læst mine ord, og jeg føler mig lykkelig, når de har genkendt dem selv i ordene. Jeg føler, at jeg har rodet i mulden, og mine rødder har fundet andre rødder dernede. Skriften bliver myceliet, ordene er hyfer, dem der forbinder os, dem der muliggør vores udveksling af åndelig næring.
Jeg roder i min samtid men også på tværs af tid. Jeg sender følere ud og de finder åndsfæller, der levede og skrev for 100 år siden, for 500 år siden, for 4000 år siden. Jeg skriver og udgiver i tillid til, at mine ord også vil finde åndsfæller om 100, 500 og 4000 år. Alt jeg skriver, er ikke til den nutidige læser. Noget er til læseren om 5 år, når så meget vil give bedre mening. Noget er til fremtiden og noget er også til fortiden. Vi taler sammen på tværs af tid, på tværs af jordens mange lag, en samtale jeg er lykkelig og taknemmelig for, at være en del af.
At skrive er at bære
Dertil føjet: At skrive er ikke at spyde. Ikke for mig i hvert fald. Siden jeg i 2016 læste Bæreposeteorien om fiktion af Ursula K. Le Guin, har jeg tænkt, at det eneste rigtige for mig, det er at bære. At bære som en frugt bærer sine frø i maven, som en mor bærer sine børn i maven, som en forfatter bærer sine fortællinger i maven. Lader dem modne. Lige så stille. Venter på det rette øjeblik, når alt føles fuldent, helstøbt, for så: at give slip og se sine frø gøre klar til deres egen spring.
At skrive er at bære i den forstand, at jeg altid prøver at skrive narrativet cirkulært frem. Cirkulært som livets mange rytmer, Månens rytme og rytmen i min egen frugtbare krop. Jeg ønsker at litteraturen skal afspejle og cirkle på samme vis, jeg ønsker at jeg selv og mine læsere skal føle os genkendt at tekstens modus. Jeg vil male mine fortællinger frem i lag, et lag lagt ud over det næste, intet plot, ingen konflikt som drivkraft, kun livsvilje og nysgerrighed, et ønske om at forstå vores verden og vores muligheder bedre.
Jeg ønsker at forstå – så det gør mine karakterer selvsagt også. De vil forstå hvordan verden hænger sammen og de vil tage skridt for at forbedre verden. Vi passer godt sammen, for jeg er utålmodig, jeg vil se handling lige nu, og de er villige til at rykke hurtigt på visionerne. Nogle gange går det godt, ind imellem går det skidt. Men heldigt for mig, er de med på at gå forest ind i mørket og rapportere tilbage til mig, så jeg ikke behøver at begå de samme fejl som dem. De er de sande heltinder, de er mumimor med tasken over armen.
At skrive er at orme
At smage sig vej gennem materien. At omsætte det eksisterende til noget nyt, salat til humus, fornemmelse til fortælling. At skrive er at orme i den forstand, at det går langsomt, til tider alt, alt for langsomt. Men pludselig er der gået 10 år og jeg kan se tilbage på helt nyt jordlag, som ikke var der før. Nye planter planter i det. Mine egne og andres. Om 100 år vil arkæologer skulle grave ned, for at komme igennem lagene. Så noget sker der da.
At orme er måske en langsommelig affære, hele tiden omsættes der lidt nyt, aldrig en kæmpe bunke på én gang. At orme er ikke at okse! Men lidt ad gangen og en lille mundfuld efter den næste, med tillid til, at tilfredsstillelsen ikke ligger i det eksplosive, men i hver dag at bygge et lag ovenpå, fordøje, fortolke, formidle, forfatte, for så at forstå en smule mere end før.
At skrive er at vande
Ikke som i at vande blomster, den er nok efterhånden trængt ind. At vande som vandet, tilsyneladende ordinært, elementært, men så alligevel, et mysterie. Hvad er det for noget – fortællingen? Hvorfor er den så vigtig? ER den så vigtig? Kunne vi klare os helt uden den? Uden sprog, uden historier?
For mig er det sådan her: Vi kan jo ikke plante, ikke for alvor. Vi kan ikke fotosyntetisere, lave sollys og CO2 om til ilt og sukker under vores hud. Så kloge er vi desværre ikke. Vækst, som menneskeligt begreb, er et fattigt ord, når vi ved, hvordan de ægte mestrer vækster. Så hvad kan vi gøre? Hvad er vi gode til og hvordan kan vi bidrage med noget værdifuldt til den store fællespulje? Vi kan overleve, det er godt, men det kan andre dyr også, mange, på klogere måder end os. Vi kan indrette samfund, også fint, bortset fra at vores samfund er harmfulde overfor andre arters samfund. Så hvad? Jamen, vi kan væve fortællinger. En praksis så magisk som vand og ligesom vandets magi, svær at sætte fingeren på. Med sprog kan vi forvandle vand til is til sne til vand og lade tågen trække ind over scener og sind. Med sproget kan vi spejle virkeligheden, fordreje og forme den på ny. Destillere de essentielle dråber så de opleves rent, så de funkler, så hele regnbuer fødes deri. Særligt det sidste ligger mig meget på sinde, hvilket fører mig til det sidste punkt:
At skrive er at gople
Det er det virkelig. At gople dybt i havet, udsende sit eget lys i alle farver. Hvorfor udsender gopler bioluminiscent lys i alle farver? Forskerne ved det ikke. Jeg ved det godt. De gør det, fordi det er så pokkers smukt, og de er dybt betagede af skønhed. At tro andet er nedladende. At skrive er at gople, fordi skriften også kan udsende det regnbuefarvede lys. Hvorfor og hvordan gør den det? Forskerne ved det ikke, men jeg ved det godt. Jeg gopler som jeg ånder, som jeg tager ankelringen på og lader guldet funkle i Solen. Jeg lakerer mine negle i ti forskellige farver og drysser glimmer i håret. Jeg gopler for at tilføje lys og skønhed til verden. Jeg laver helst mine egne bogomslag, farver siderne i pastelle regnbuefarver, og illustrerer alt, jeg kan slippe afsted med. Fordi bogen for mig er mere end indhold. Den er en totaloplevelse. Omslagets følelse. Er det kacheret? Er der overraskende detaljer i UV-lak? Er der et fiktivt landkort på forsatsen, hvad gemmer der sig bag flappen? Det hele er gennemtænkt og formet efter mine skønhedsidealer. Det hele lyser. Det synes jeg faktisk, det gør. Det lyser for mig, hvilket er det vigtigste, og måske, hvis jeg er heldig, sender det også lysglimt ud i verden, til glæde for mine medarter.
Andrea Hejlskov
Sandheden er død
Jeg er en vandrer, jeg er Helene Cixous, jeg sprøjter hvid skrift ud af brysterne – ud over det hele – mens jeg går, jeg går i byen, jeg tegner med farvekridt på alle overfladerne, sætter sorte fodspor, læbestiftskysser alle menneskenes kinder. Jeg er Inger Christensen, jeg gør byen blød som en krop, når jeg vandrer i den, det er et nobelt arbejde, det er meget hårdt, jo mere jeg vandrer i byen, desto mere blødgør jeg den, jeg ælter byen, jeg hæver den, jeg former den i små runde hvedeboller som jeg spiser med tandsmør. Jeg er Sylvia Plath, jeg er, jeg er, jeg er. Jeg går som et ur, jeg går som floden til havet, jeg går som smerter, der går over. Jeg er “det”, jeg er mig, jeg er dig, jeg er den konstante udveksling af energi mellem os. Med mine ben, mellem mine ben, smelter jeg alting sammen, indre by og ydre by, Cityringen, med mine skridt forbinder jeg yderpunkterne, binder knuderne, jeg er spindelvævet og jeg er edderkoppen, jeg er håndarbejdet, tenen der drejer, mig der drejer, jeg forsvarer stierne, fortovene og de små passager, jeg udfylder pladsen på de store pladser. Jeg går gennem kirkegårdene og gennem parkerne, jeg går hele vejen hen til fogedretten hvor jeg sætter mig på en stol og græder, jeg græder fogedretten blød, jeg nedbryder det hårde, bygningerne, byen, fogedretten, beton og cement. Jeg tager toget op til Karen Blixen, jeg er Karen Blixen, jeg er måneheksen og jeg er den lille havfrue, jeg er skumsprøjtet og jeg er vikingen, jeg er jægeren og jeg er samleren, indvandreren og udvandreren, jeg vandrer gennem virkeligheden, som er sproget, som er virkeligheden, men så alligevel ikke helt. Jeg er det sjuskede, det forkert stavede, det hurtigt skrevne, det ufærdige og det afsøgende, jeg er blablabla og jeg er ecriture feminine, jeg er et sammenvæv af lag og paradokser, jeg er forbindelsen mellem sprogets system og verdens system, jeg er det anti-heroiske narrativ. Jeg vandrer med mine syvmilede mudderstøvler lige ind i jeres midte, ha, I kan ikke holde mig ude, jeg er det barnagtige og det kvindagtige som I hader, jeg er den dårlige smag og jeg er talesproget. Jeg er den orale fortælletradition, den orale fortælletradition hejser det hvide flag og hvisker “længe leve modstanden”, jeg er de underliggende vibrationer og det som står mellem linjerne. Jeg vil ikke besidde, jeg vil deltage, jeg vil ikke vide, jeg vil stille mig til rådighed, se hvor jeg stiller mig til rådighed. Så går jeg igen. Jeg skrider. Hej.
Nu er jeg her igen.
Jeg er en vandrer, jeg går og jeg går væk fra jeres fogedret og jeres hierarkier og jeres aviser og ideer om sandheden som noget definitiv, noget der tilhører nogen, jeg er det moralsk anløbne, jeg er tæven der strejfer, tungen ud af munden, jeg har ikke noget mål, jeg vil ikke opnå noget, jeg er det kiksede og det akavede, jeg gider ikke gøre, som I siger. ELSK MIG!
Jeg er en vandrer. Jeg vandrer i byen, som er det politiske rum, der eksisterer imellem os, jeg bevæger mine ben – den søde smerte i låret – jeg er Vigdis Hjort, jeg er Chris Kraus, jeg er den kompulsoriske kvindelige overtænkning, jeg er tankemylderet og hysteriet, jeg har vandret i hundrede år, i øst og vest har jeg vandret, foroven og forneden. Jeg er Le Guin, jeg har en bærepose, i min bærepose er der mange ting, kom, se, jeg har samlet så mange ting på mine mange vandringer. Hvis du bliver utålmodig og ikke gider høre hele historien, bliver jeg sur – der er ikke rigtigt nogen pointer og moraler i min pose, jeg har stemninger, det tager tid, jeg har mange ting, som er usynlige for det blotte øje, men jeg kan pege i deres generelle retning, jeg kan fortælle dig at de findes, ok, du må stole på mig.
Engang var der en mand, der krævede af mig at jeg skulle blive mere konkret, at jeg skulle gøre det usynlige synligt og vise ham det. “Jeg har brug for noget konkret, tre hovedpointer og en kondensering”, sagde han, men det kan jeg godt sige dig! Det kan man altså ikke! Ikke med den slags ting som jeg har i min julemandssæk, min vadsæk og min sæksæk, som er mig, så hvis du bliver irriterende omkring det, så går jeg videre, det kommer til at kræve noget af dig, ja dig, at involvere dig i historien.
Jeg er en vandrer, jeg vandrer gennem byen, sveden drypper fra min pande, mine øjenvipper, det drypper fra mine armhuler og fra mit hår, det er et hårdt arbejde, det er det altså, jeg bliver tit så træt, jeg er så udmattet, jeg tror jeg må hvile, du må godt være med alligevel, skal vi ikke gå til Assistensens, skal vi ikke sidde på tæpperne sammen med spøgelserne og slikke sol, skal vi ikke være danskere, der har et afslappet forhold til døden? Nu skal jeg fortælle dig om de ting, jeg har i sækken, vil du høre om det, hvem er du egentlig, vil du have en tår vand, hvordan går det med dig?
Nu går den ikke længere med universalismen, imperialismen, monoteismen – alt det som binder, hierakiserer og abstraherer, det går altså bare ikke længere, det går ikke med antropocentrismen, rationalismen, essentialismen, feudalismen, patriarkatet, kapitalismen, objektivismen (den falske), dogmatismen og litteraturen, som uangribelig og sand som sådan, sorry.
Sandheden som ental er død.
Det autoritative, hierarkisk organiserende princip er blevet erstattet, er igang med at blive erstattet, af relationelle, krops- og kontekstbundne sandheder, som er til konstant diskussion, det vil sige forhandling, sandheden er ikke længere et produkt, men en proces, sandhederne er levende og de forandrer sig hele tiden.
Jeg vil fortælle dig om den litterære handling fremfor den teoretiske tekst, jeg vil gøre hvad jeg siger, jeg siger; jeg går på gaden, jeg snubler, jeg bløder, der er altid hudafskrabninger på mine albuer og knæ, hoved og røv, jeg skriver som en sanselig og magisk praksis – fordi sandheden er død.
Ideen om det absolutte (det sande) og det deraf følgende litteratursyn (den sande litteratur) opstod i bestemte historiske og samfundsmæssige strukturer, som konsekvent undertrykte bestemte kroppe og erfaringer til fordel for andre på baggrund af køn, klasse og nationalitet. Jeg siger det ligeud; ordet tilhørte gud og gud var en overklassedreng fra Europa. Overklassedrengen – vi kan kalde ham “forfatteren” – havde og har den helt unikke kulturelle særstatus at han (ja, han) måtte sige og gøre og skrive lige hvad fanden han ville, fordi vi kulturelt set havde brug for ham (ja, ham) som UNDTAGELSE. Vi havde brug for at han, ligesom sandhedEN, var hævet over virkeligheden og ikke havde noget med den at gøre, ikke var bundet af praktikaliteter. Jeg taler om: kroppen, kvinden, barnet, hverdagen, materien, leverpostej og madpakker, mental load, våde karklude, de gamle kroppe, de syge kroppe, personlighedens lidt mere moralsk diffuse og ikke så fede sider, modsat åndelighedens klare tale, affaldet, fattigdommen, snavset, skraldet og sårbarheden.
I så forfatteren som den kulturelle inkarnation af “ytringsfriheden”, og værket som ubestrideligt, urørligt, utilnærmeligt og ukrænkeligt. Jeg ser at synet på værket og forfatteren som ophøjet og denne litteraturens “undtagelsestilstand” udspringer af og er sammenfiltret med det historiske syn på sandhed: Sandhed som noget der blev forkyndt for folket (fra bestemte positioner i samfundet), sandhed som noget man kunne betragte, men ikke aktivt deltage i, have indflydelse på eller være medskaber af. Sandhed som noget, folket passivt kunne – og skulle – konsumere.
Jeg springer til nutid; læserne må ikke kritisere bogens præmis, tone eller – tør jeg sige virkelighed? Læserne er irelevante i mange af de litterære kredsløb, som andet end netop forbrugere, forfatteren er helt væk fra vinduet, sidder alene i sit tårn, bange for at miste sin status som uimodsagt særling “det er en sårbar position at være forfatter” siger kongen, og holder hånden over narren.
Engang skrev mennesker breve til hinanden, de skrev dagbog, de skrev digte, de udtrykte sig og formulerede sig, fortalte historier, de sang, dansede, tegnede – uden at skulle blive til noget og uden at skulle kunne leve af det, fordi det er basale og nødvendige menneskelig aktiviteter på samme måde som at gå på toilettet.
Men så kom sandheden og sandheden er, at sandheden tilhørte de UDVALGTE.
Jeg har faktisk et stykke af sandheden i ental hernede i min sæksæk, skal jeg vise dig den? Jeg fandt den på gaden engang. Altså den er død nu. Her, se, den ligner et stykke stivnet lava, ikke? Eller måske et fossil. Engang var sandheden, det ved jeg, perlemorsskinnende, hvid og fed, men der er slet ingen farver eller refleksioner i den længere, se, den er helt sort, nærmest forkullet, hård… hm, jeg ved ikke, et stykke meteorsten?
Omkring os løber de tusind sandheder nu, kan du se hvor det vrimler med liv? Der er nogen, der er bange for det, men jeg kan godt lide det, fiktionen kan svare igen, der er ingen der ved, hvad der sker, hvad der er ret og vrang, op og ned, det er vildt forvirrende med alle disse sandheder og syn på tingene. Der er iscenesatte sandheder og sandheder til diskussion, der er selvmodsigende sandheder og sandheder, der hele tiden forandrer sig. Sandhederne er ikke noget man kan eje eller holde i hånden som den her hårde sten, sandhederne er sand mellem fingrene, sandhederne er små pelsdyr, der løber rundt mellem benene på os, en hund i et spil kegler, haha, er det ikke pudsigt, er det ikke sødt! Biller på gulvet! Se hvor det myldrer med sandheder!
Jeg lægger lige sandheden i ental tilbage i min bærepose nu, jeg skal snart til afsted, min krop vil bevæge sig, men angående sandhederne vil jeg sige, at jeg synes det er mere demokratisk på den her måde.
Man kan ikke sige, at man går ind for demokrati, hvis ikke man går ind for sandhederne. Men manner manner manner hvor kommer folket vadende nu med alle deres sandheder og deres følelser og deres synsninger, det er helt vildt, der er ingen der kan blive enige om noget som helst, fordi de tror de skal vælge EN sandhed, se hvor de angriber hinandens sandheder, se hvor de dræber sandheder, det er faktisk ret farligt, luften er blandet med gift, hvem er det, der har blandet luften med gift og hvorfor flyver det om mine ører med kanonkugler?
Imens rider sandhedsmonopolet på sin høje hest ud mod solnedgangen ligesom Lucky Luke, folket sidder der og trutter i hver deres trumpet, eliten vinker farvel til deres privilegium. Farvel sandhed. Farvel farvel.
Jeg får lyst til at sige: Sandheden er død, længe leve sandhederne! Længe leve chatgpt, længe leve internettet og de sociale medier, længe leve den dårlige smag, længe leve den personlige historie, længe leve den pinlige og den moraliserende litteratur som vil noget, længe leve sprogets forfald, længe leve de engelske låneord, længe leve forlagskrisen, aviskrisen, boghandlerkrisen, død over de kapitalistiske logikker som var virkeligheden bag litteraturens glitrende økosystem og kredsløb og selvforståelse, længe leve at folket ikke længere gider være statister i et system, der ikke er til for DEM, længe leve læserne!
Som Nietzche der så gud dø ser vi nu sandheden dø, kan du se det? Ser du det? Det er trist, men det er poetisk, det er tragisk, men det er også smukt. Dengang gud døde, åbnede det for tankerne og videnskaben og alt muligt. Måske åbner sandhedens død for litteraturen, jeg håber. Måske kan man forestille sig – med sin fantasi – at vi ikke længere behøver opretholde disse nederen normer om forfattere og værker og litteratur? Måske behøver vi ikke være lydige og artige længere, jeg synes det er godt nok, at alting er lidt mere til diskussion, jeg synes det er fint nok, at vi skal mærke efter i situationen og tage personligt stilling, og at værket ikke længere er en mosebog, det er et stort arbejde, det indrømmer jeg og det sagde jeg også lige før, det er et meget stort arbejde og det er meget hårdt og det er meget anstrengende, man bliver nødt til at gå og vandre og bevæge sig, hvis det skal kunne lade sig gøre. Det er ikke sådan at der kommer et nyt gyldent håb, noget vi bare skal gøre, noget vi kan sidde og beundre, bevægelsen kræver noget af os, sådan er det bare.
At vandre er at bevæge sig mellem positioner. At bevæge sig mellem positioner er at skrive. At skrive er en bevægelse. Ned med det statiske hugget i sten og kastet med sten! Alt er sandt, intet er forbudt!
Litteraturen kan være et levende felt, et stykke med muld hvor sandheder kan spire som små frø. Litteraturen kan være et rum hvor vi i fællesskab forhandler identitet og erfaring. Litteraturen kan have værdi, ikke fordi den gør os til “bedre mennesker” eller er et “frirum” eller en “smuk oplevelse”, den kan have værdi i sig selv som en basal menneskelig aktivitet, det sublime og det hverdagsagtige kan sameksistere, hvem har sagt at det ikke kan? Hvem har sagt at det udelukker hinanden? Hvem taler om dikotomier, vi kunne tale om en relationel litteratur, vi kunne opfinde nye ord og begreber, hvis vi gad, men jeg gider ikke, vi kan tale om litteratur som praksis istedet for produkt, vi kunne vende det hele på hovedet, det kan vi, vi kan tømme hele tasken. Jeg skrev faktisk om det for et stykke tid siden, vent lige, jeg finder det lige frem, det ligger hernede som et krøllet stykke papir et sted:
“Jeg anser adskillelsen mellem kunst og kropsligt funderet virkelighed for problematisk af flere grunde, men især fordi den fastholder og forstærker den status qou, som vi vel efterhånden alle sammen er enige om, trænger til et grundigt gennemsyn, ikke mindst som følge af den planetariske krise.
At skrive personlig litteratur eller ønske at forholde sig til en forfatters personlighed, agenda og mandat har den fordel, at det lokaliserer et blik og en erfaring i en konkret krop, en konkret virkelighed og i et ansvar som ikke kan fraskrives.
Det betyder ikke, at denne litteratur er eller skal være opbyggelig, politisk korrekt eller et moralsk forbilledlig. Det er i mine øjne slet ikke dens intention eller formål. Men den nye mulighed er, at der netop insisteres på en krop, en lokalisering og et udgangspunkt, som står moralsk på mål for sig selv.”
– men jeg er efterhånden lidt træt af den her samtale hvis jeg skal være helt ærlig, jeg har brug for at gå nu, jeg er en vandrer, nu vandrer jeg altså snart videre, jeg bliver nødt til det. Det er fordi byen er bange, det er derfor jeg går i den, byen er bange, den står der og dirrer i huden som et skrækslagent dyr, så så by, så så. Jeg går i den for at berolige den, jeg aer den. Fremtidsbyen skal ikke være så bange, det er synd og der er alt for meget politi og kontrol alle steder, jeg sniger mig rundt, jeg gør det for byens skyld, jeg vader og vader og vandrer og går, jeg tror at vi må pible, “forvent gift af det stillestående vand” sagde Blake og jeg er enig, er du enig? Alt hvad der vil inddæmme skriften, arbejder imod den, det er vores tid nu, det er vigtigt, det vi gør, vi må gå i byen og gøre den blød, vi må være der med vores kroppe, skriften skal være vild og fri, vi må gøre den vild og fri med vores arme og vores ben og vores hænder, det er et nobelt arbejde, jeg sagde det, kom, vil du med?