Sankt Hendes! 20. juni 2018 – Postet i: Events, solhverv

Af Marie Østerskov, Cipa Pape og Shekufe Heiberg

 

Heksen skal ned fra det bål, og det kan kun gå for langsomt

 

21. juni, kl. 12:07 er et minut der er værd at bide mærke i, for det markerer et vendepunkt der berører os alle.

Sommeren peaker.

I det minut krydser jorden det yderligste punkt i sin bane om solen, og dagen er her 17 timer og 33 minutter lang. Herefter skifter jorden retning i ovalen og bevæger sig atter mod mørkere dage.

Det højdepunkt og vendepunkt forholder vi os til når vi markerer midsommeren med en fest på Sankt Hans aften. Vi mødes i parker og på strande, vi tænder bål og drikker boblende rosé og synger sange – og så brænder vi en heks af på bålet!

Det kan måske virke som det naturligste at gøre, hekseafbrændingen, som en tradition der er genkendelig og hyggelig og selvfølgelig at bevare. Men hvis vi for et øjebliks skyld spørger én som ikke er blevet indoktrineret til at normalisere drab af medmennesker over et bål på denne ene dag, fx mindre børn eller udlændinge, så forekommer traditionen ret bizar. Vi spørger derfor: Er det i orden symbolsk at afbrænde et medmenneske som omdrejningspunkt for en årlig højtid? Eller kunne man forestille sig at fejre denne højtid på en anden måde? fx ved at fremhæve dét som dagen markerer, nemlig vores planets milepæl i sin kredsen om solen.  Udover at vi glemmer alt om fejringens astronomiske essens når vi sætter heksen på bålet og derved overser dens potentiale for at skabe sammenhængskraft for hele den nordlige halvkugles befolkning, så har vi et alvorligt problem der består i vores blindhed overfor traditionens ofre. Heksene.

Hekse, eller det vil sige kvinder primært men også mænd og børn, der i 1500-1700-tallet havde en normafvigende adfærd, det værende hvis de var særligt vidende, særligt biddragende ved fx fødsler og aborter, særligt tiltrækkende, handlekraftige, barnløse eller andet der kunne bruges imod dem, blev anklaget for at være hekse og brændt levende så landbyens folk kunne stå og vidne eksekveringen af social kontrol til lugten af brændt kød og til lyden af hyl.

Og hvad siger det egentlig om os, at vi den dag i dag brænder symbolske hekse på bålet, på sommerens mildeste højtid, som om det harmonerede fint med almen sommerlykke? Hvad siger det om os at vi tilmed har opkaldt både et stykke lakridsslik og et stykke børnefyrværkeri efter de lyde af dødsskrig og angsthyl som slap ud af flammehelvedet dengang? siger det ikke at vi er ligeglade med alvoren i de handlinger som vores egne landsmænd udøvede i flere århundreder? Hvordan kan vi være det signal bekendt, overfor fortidens ofre, overfor alle tiders normafvigere, overfor samtidens kvinder?

For det ér en kønnet dukke der bliver brændt, og det køn identificerer lige godt halvdelen af befolkningen os med. Derudover er heksen en figur der rummer muligheder som vi går og mangler. Mulighed for at forene kontraster, være ung og gammel, stærk og sårbar, frastødende og tiltrækkende, helbredende og forgiftende, på én gang, eller flyde imellem modsætninger, ophæve dem, afvige fra normerne og udvide grænserne for agens ved at stille sig stædigt i det inbetweenness, samfundet ellers så gerne vil holde adskilt. Heksen viser os at vi kan være og tænke så meget mere end samfundet tillader, og netop deri består hendes magi – netop deri består hendes magt.

Det er derfor på tide at vi siger fra overfor hekseafbrændinger. Vi kan ikke, i 2018, leve med en tradition der puster til fortællingen om social kontrol via trusler om forfølgelse og dødsstraf, og vi kan ikke blive ved med at beskytte gamle traditioner når vi har udlagt deres signalværdi.

Og vi kan heller ikke være det bekendt overfor vores børn.

Hvad skal vi svare når de spørger hvad det er for en dukke der er øverst på bålet? hvad skal vi svare når de spørger videre, hvorfor vi brænder en heks af, eller om det er en heks ligesom hende den gamle i Hans og Grete, og om deres gamle nabo Fru Hansen egentlig også er heks. Hvordan skal vi beskytte dem når de dagen efter høre en ældre elev i skolen kalde sin lærer for heks og de kæder tingene sammen. Et samfund der brænder symbolske mennesker af et specificeret køn af som en del af en festlig ritual, holder hånden over symbolets fortælling, og ringeagter de individer der identificerer sig med det symbolske offer. Det medvirker til opretholdelsen af en patriarkalsk samfundsorden der er usund for alle køn at leve med.

I det lys er der kun en ting at gøre. Først må vi svare vores børn, at det er dybt forkert, fanatisk og forrykt at der er en heksedukke oppe på det bål. Og så bør vi handle derefter og gøre hvad der står i vores magt for at bålene ikke bliver tændt, før alle hekse er kommet i sikkerhed.

Vi er døtre af de hekse der ikke blev brændt og vi ser det som vores pligt at få redet hver en heks ud af bålene. Og når vi har gjort det, vil vi bygge en ny tradition op på asken af den gamle. Sankt Hendes, en omsorgsfuld tradition der grounder os på vores jord, forbinder os gennem vores kosmiske fællesskab og viser vores børn at vi har oceaner af hjerterum til alle, også normafvigere – ja at vi ligefrem byder dem hjerteligt velkommen.

 

Forlaget Uro og Teater Clapclap inviterer alle til en alternativ solhvervsfejring d. 23. juni kl 20:00-21:45 i den grønne kile udenfor Frederiksberg have (Allégade).

Mere information om eventet kan findes her

 

Projektet er støttet af: FDS, Danske Sceneinstruktører. Mangfoldighedspuljen på Frederiksberg (Kultur og Fritidsudvalget) og DAF, Dansk artist forbund.

« Efterårets nye bøger
Friktion læser Æg »